Vidnesbyrd

Christlove.dk

Levende vand

Marias vidnesbyrd

I 1986 sagde lægerne, at jeg havde fået dissemineret sclerose, men jeg havde hele tiden en tro på, at Gud ville helbrede mig og holdt mig på lang afstand af alle, der forsøgte at tage den tro fra mig. Jeg var dog gået galt i byen med den overbevisning, at jeg skulle blive god nok i Guds øjne for at kunne blive helbredt.

Den 15. maj 2002 gik jeg til et møde med Apostel Charles Ndifon i Århus.

Ikke sært at jeg var bange, da jeg stod der og bad om at blive helbredt, når jeg nu vidste, at jeg med al tydelighed ikke var god nok. Jeg sagde derfor først til Charles Ndifon, at jeg var bange for Guds kraft. Han svarede: "But he’s your daddy" og kiggede på mig med de mest kærlige øjne – så kærlige at jeg troede på det. Jeg kunne mærke Guds kærlighed helt ind i sjælen. I det øjeblik forlod frygten mig – en tung dyne blev løftet af mig.

Så fortalte jeg Charles Ndifon, at jeg havde sclerose – han sagde, at alle mine synder var mig tilgivet – igen på en så overbevisende måde, at jeg virkelig troede på det – og i det øjeblik forsvandt mine fysiske smerter, og jeg kunne gå helt normalt.

 

Jeg var opmærksom på, at Apostel Charles også talte om, at vi skulle gøre noget for at bevare vores mirakel – heldigvis hørte jeg det – for bagefter satte djævelen det ene angreb ind efter det andet, for via min tvivl og frygt (hans mest effektive redskaber) at vinde det tilbage, som han havde mistet. Nemlig al den energi min frygt og fysiske sygdom gav ham. Han har mistet en storleverandør af smerte, tvivl og frygt – ikke sært at han reagerede.

Til at begynde med skete der det, når jeg fik fysiske symptomer, at jeg nærmest lænede mig ind i smerten, ind i frygten, som en velkendt favn, og blev fanget ind, fordi jeg ikke vidste bedre. Hver gang vendte jeg mig dog mod Gud og fandt f.eks. nogen at bede sammen med eller lyttede til undervisning.


Jeg fortsatte dog med at have smerter i ryggen, fordi flere ryg-hvirvler næsten ugentligt låste sig fast – det var ikke blevet bedre. Men da jeg var til Charles Ndifons møder i København i september 2002, sagde jeg til ham den første dag, at jeg havde et meget stort ønske om, at også min ryg blev helbredt, og at det var nødvendigt for, at jeg kunne være med til møderne alle dagene. Apostel Charles spurgte: "Hvor er smerten nu?" Den var bare helt væk.

 

En aften – mødet var lige begyndt – havde jeg stærke smerter i arme og ben og var så træt, at det var hårdt blot at sidde oprejst på stolen. Min almindelige sunde fornuft fortalte mig, at det jo ikke var så sært efter flere dage at have været i gang i omkring 15 timer i døgnet, så det var jo nok en god idé at tage en aften på sofaen og hvile ud. Mennesker, der ikke havde været syge, ville jo også blive trætte.

Men da Mark Cole begyndte at spille, opdagede jeg noget, som jeg vil kalde den u-almindelige sunde fornuft, for den sagde, at jeg skulle begynde at danse.

Jeg sad den aften nede på forreste række – det var en fordel, for så var der jo gulvplads til at bevæge sig på, men jeg skulle overvinde, at alle i salen så kunne se mig. Men jeg begyndte at danse, og jo mere jeg dansede, jo bedre fik jeg det, og den aften gik jeg også først hjem ved tolvtiden.


Den næste morgen fristede han mig igen med fysiske smerter og almindelig sund fornuft: At det ville nok være godt at hvile den formiddag. Men jeg var begyndt at kende fristelserne, så jeg spurgte mig selv om, hvad jeg havde allermest lyst til – svaret var klart. Jeg bad Jesus om at hjælpe mig, og i det øjeblik jeg gik ud af døren for at tage op til Charles Ndifon-mødet, forsvandt de fysiske smerter sporløst. Den dag var jeg også i gang til ved tolvtiden om aftenen. Jeg havde fået den idé, at når Apostel Charles Ndifon kunne køre på Helligåndskraft, så kunne jeg også. Fanden sagde: "Hvem tror du, du er?” Svaret var og er: ”Jeg er Guds datter.”

Da tvivlen ikke havde kunnet få magten over mig i København, forsøgte den sig, da jeg sad alene i bilen på vej hjem til Århus. Jeg begyndte at få ondt i ryggen og tænkte: "Åh nej, ikke igen." Jeg havde jo været fuldstændig fri for de smerter i næsten en hel uge...


Men heldigvis huskede jeg, at der nu er en anden, der har taget bolig i mig. En anden der er uendeligt meget stærkere. Og jeg huskede, at Charles Ndifon havde talt om, at vi skulle bruge vores myndighed til at beordre smerten til at forsvinde – det gjorde jeg, og den forsvandt.

Jeg lo højt af glæde over, at Jesus er i mit liv og fandt ud af, at en hjertelig latter er med til virkelig at tage modet fra djævelen – han luskede af og lod mig være resten af turen hjem.

 

Det er vigtigt hurtigt at vende hele min opmærksomhed mod Jesus, når jeg har beordret smerten at forsvinde. For nogle gange har jeg kæmpet og kæmpet for at få smerten væk med et vedvarende fokus på djævelen for at få ham væk, så jeg til sidst var fuldstændig udmattet, uden at symptomerne forsvandt.

Et af mine yndlindsskriftsteder er: Neh. 8,10 der siger "…for glæde i Herren er jeres styrke!" – og der er oven i købet udråbstegn efter. Det er den glæde, jeg skal fokusere på.


Men tvivlen kan banke på på de mest overraskende måder. Det kan være svært lige at opdage det, hvis det f.eks. kommer fra velme-nende mennesker, der spørger: "Er du sikker på, at du er helbredt? Er det videnskabeligt bevist?" eller "Jamen, hvad nu hvis du bliver syg igen?" udtalelser der nærmest er designet til at genindsætte tvivlen og frygten i mit liv.

Faldgruberne er mange – f.eks. er frygten for djævelen også frygt og dermed af det onde. Genkendelse og afvisning af ham er nok.

Jeg er også nødt til at gå udenom religionen. Den vil tage mit levende vand og give mig sand i stedet. Og jeg er nødt til få fjernet al angst, tvivl, vrede, bitterhed og nag – tilgive andre og mig selv.

Nogle mennesker er så meget i stykker, at de har brug for ekstra omsorg, ekstra beskyttelse og ekstra meget levende vand for at bevare deres mirakel.

 

Charles Ndifon gentager igen og igen: "Follow the instructions" (følg instruktionerne). Han siger bl.a. "Gør dét, du ikke kunne gøre før," og det betyder for mig ikke blot fysiske aktiviteter, men også f.eks. ting jeg førhen var bange for at gøre.

Der kan faktisk være penge at spare ved at følge instruktionerne fra Gud. En morgen fik jeg den tanke, at jeg skulle tage op i kirken allerede kl. 9.30. Den almindelige sunde fornuft argumenterede imod det, for Ndifon-mødet startede først kl. 11, så hvad skulle jeg det for? Men jeg gik alligevel ud ad døren og kom hen til min bil lige tids nok til at snakke mig fra en parkeringsbøde, som jeg ellers ville have fået, fordi jeg havde parkeret for tæt på hjørnet.


Den fysiske genoptræning er også vigtig. Men vigtigst af alt er, at jeg alle døgnets 24 timer sætter Gud først. ”Søg først Guds rige...”

Det er Guds ord, der helbredte mig - og de ord der satte mig fri, er de ord, der bevarer mit mirakel. Jesus, Ordet, lever i dag.


Maria


Copyright Christlove.dk © All Rights Reserved